Saxo Bank kombinerer prisvindende arkitektur med avanceret teknologi 2018-03-21T09:27:49+00:00

Project Description

Saxo Bank kombinerer prisvindende arkitektur med avanceret teknologi 

Et ønske om at installere storskærme i Saxo Banks ikoniske domicil i Tuborg Havn satte Informationsteknik på overarbejde. For hvordan kombinerer man prisvindende arkitektur med avanceret teknologi? Løsningen blev en arkitekttegnet ramme, der samlede 31 skærme og gjorde dem til en integreret del af resten af interiøret 

Udefra kan det synes som en umulig opgave. Behovet for løbende at orientere medarbejdere og kunder om nøgletal, nyheder og andre relevante informationer hos Saxo Bank skulle udmunde i en storskærmsløsning, der på én gang var på linje med domicilets designmæssige linje og samtidig levede op til høje krav til funktionaliteten.

Den todelte videovæg, der er resultatet af Saxo Banks løbende businessstrategiske overvejelser, skulle på den ene side levere info til medarbejdere og husets gæster omkring Saxo Bank og på den anden side bruges som et strategisk værktøj til medarbejderne og blandt andet fungere som et digitalt whiteboard. Skærmene, der skulle placeres på husets fjerdesal i det, der kaldes Trading Floor, er resultatet af et ønske om at højne informationsgraden i huset og samtidig effektivisere de interne møder i huset.

Videovæggens 31 skærme skulle samtidig integreres i det design, som hovedkontoret har høstet flere priser og anerkendelser for. Blandt andet blev bygningen i 2010 udnævnt til ’Rigets flotteste domicil’ af Børsen, og i 2014 fik Saxo Banks domicil en førsteplads foran 20 andre til prisen som ’Verdens flotteste bankhovedkvarter’ af det tyske Emporis, der er leverandør af byggedata.

– Arkitekturen og designlinjerne er så vigtig, at hvis man ikke kunne finde en løsning, der matchede stilen i resten af bygningen, så ville installationen blive sat i bero, indtil det var muligt at imødekomme forventningerne, fortæller Jesper Theill, der er teknisk chef på Saxo Bank-hovedkontoret.

Arkitekttegnet ramme forener teknik og interiør Løsningen blev at få fremstillet en arkitekttegnet ramme, der på én gang samlede skærmene og samtidig integrerede løsningen med resten af interiøret i bygningen. Et interiør, der rundt om de iøjnefaldende malerier af blandt andet Kristian Hornsleth, udstoppede dyr og eksklusive designmøbler, er indrammet af flere buede vægge.

Rammen omkring skærmene, der blev installeret af Informationsteknik, er netop også buet. På den måde er de kantede fladskærme transformeret til en installation, der matcher den omkringliggende arkitektur.

Udtænkningen og installationen af den tekniske løsning, så den imødekom de høje designmæssige forventninger, var ifølge direktør hos Informationsteknik, Jens Thulstrup, en spændende udfordring.

– Det er to verdener, der mødes, når arkitektur og funktionalitet skal spille sammen. Men som man ser i løsningen hos Saxo Bank, så kan det sagtens lade sig gøre at skabe et resultat, der er mere end tilfredsstillende for alle parter, siger Jens Thulstrup og fortæller, at Informationsteknik ud over at installere skærmene også udfærdigede en avanceret serverløsning til videovæggen.

Enkel at anvende Det særlige ved serverløsningerne er, at Saxo Bank kan have op til 14 input, pr. server, ad gangen på videovæggen. Enten som separate billeder eller som videoer ind over hinanden hen over de skærme, som videovæggen udgør. Altså en billede-i-billede-funktion, der giver en lang række muligheder i det daglige.

På trods af graden af teknologi i serverløsningen, så er selve betjeningen af videovæggen så simpel, at den kan udføres af alle.

– Blandt andet bruger man simpelt og intuitivt ’drag and drop’ til at programmere, hvilke billeder, video eller inputs der skal vises på skærmene. Det kræver altså ikke en teknikuddannelse at betjene, og derfor har vi kunnet udpege en af de daglige brugere i medarbejderstaben til ansvarlig for videovæggen, fremhæver Jesper Theill.

Løsningen blev en installation bestående af 20 skærme, der ved hjælp af en arkitekttegnet ramme ikke greb mere end nødvendigt ind i det design, som hovedkontoret har høstet flere priser og anerkendelser for.

For Informationsteknik, der stod for udtænkningen og installationen af den tekniske løsning, var de høje designmæssige forventninger kun ét af flere benspænd, fortæller Jens Thulstrup, der er direktør hos virksomheden

Saxo Bank 

Saxo Bank blev grundlagt som et fondsmæglerfirma i 1992 og fik navnet Saxo Bank, da virksomheden fik tildelt en banklicens i 2001.

Saxo Bank har hovedkvarter i København, men har også kontorer i finansielle storbyer som London, Paris, Zürich, Dubai, Singapore og Tokyo. Saxo Bank har kunder i 180 lande.

Saxo Banks ikoniske hovedkontor i Tuborg Havn er designet af arkitektfirmaet 3xn og har vundet adskillige priser og fået flere udnævnelser for dets design.

www.home.saxo